Quizda

Forbrugsfesten er slut!

Hvor er det synd, at jeg aldrig var med til den...

Jeg gik også glip af den dér boligfest...

(men meget lidt begejstret for filmen 10.000 B.C.!)

Det hele startede ret uskyldigt med at jeg begyndte at læse "Hulebjørnens Klan", der handler om Cro Magnon-mennesket Ayla, som vokser op i en neanderthal-klan ca. 30.000 år f.Kr. efter at være blevet skilt fra sin egen stamme ved et jordskælv. Da jeg var færdig med bogen blev jeg så selvfølgelig nødt til at løbe ned til "Bigloteket" og få den søde bibliotekar til at finde efterfølgeren frem fra kælderens dyb, samtidigt med at tre evolutionsbiologiske fagbøger om menneskets udvikling røg med i kurven.

I går stod den så på Nationalmuseets på dagen (d. 17. maj) genåbnede oldtidsudstilling og et gensyn med favoritter af "enestående national betydning" som f.eks. Egtvedpigen, Solvognen, Gundestrupkaret, alle lurerne (som i musikinstrumentet, ikke de ækle lokalpolitikere, der kigger på intetanende piger ind ad nøglehuller i solcentre...) og alt det andet.

I dag tænkte A og jeg (ja, A er blevet draget ind i hele cirkuset!) at vi ville se den nyligt producerede Hollywood-film 10.000 B.C., der grangiveligt skulle forestille at handle om en flok mennesker under den sidste istid i Europa, deraf titlen. Det skulle vi aldrig have gjort. Mine jader blev populært sagt længere og længere under filmens fremskridt, og jeg endte med at gå i 7-11 for at hente Ben & Jerry is, fordi filmen var så usandsynligt ringe!

En ting er de historiske fakta, som hele vejen igennem er pivforkerte. Hvis man ligefrem NAVNGIVER en film efter et historisk årstal, så ville jeg mene at man et eller andet sted også lover at filmen foregår på dette tidspunkt, men okay, måske er jeg bare pertentlig (og ironisk!).

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, men prøver alligevel: Opdagelsen og brugen af metaller skete tidligst omkring 6.200 f.Kr.; dette til trods ser skurkene i filmen ud til at have nogle gedigne jernsværd og knive, gitterlåger af metal og endda en fin hængelås med nøgle (!). Desuden rider de på heste, som man mener først blev domesticerede omkring 4.000 f.Kr. og for at sætte prikken over i'et rider de med stigbøjler, som først blev opfundet af kineserne ca. 300 e.Kr. Kikkerten, som der også anvendes i filmen, blev opfundet så sent som i 1608! Jeg tvivler også stærkt på, at man havde opfundet en sekstant til at måle himmellegemers placering med for 12.000 år siden (alene det, at den i filmen er lavet af metal burde for så vidt få bare en enkelt klokke til at ringe) Den dukkede vist først op engang i 1500-tallet...

Et er de tekniske fremskridt helt ude af historisk kontekst, noget andet er ligefrem at blande byggeriet af de egyptiske pyramider ind i filmen. Det er så mærkeligt, at jeg slet ikke ved, hvad den tyske instruktør-type har tænkt på! Og så at "påstå", at man anvendte domesticerede mammuter til arbejdet!!! Jeg er i chok! Samtidigt er de overdimensionerede skibe med abnormt store sejl vist også lidt af en analogi, ikke mindst fordi man sandsynligvis først begyndte at fremstille stof til sejl og tøj omkring 6.500 f.Kr. Det afholder dog ikke personerne fra at klæde sig i vævede og smukt dekorerede tøjstykker.

For at toppe tidsforvirringen har man så valgt at lade nogle mærkelige dinosaurus-agtige kæmpefugle jagte heltene gennem et regnskovsområde, som istidstundraen og det sneklædte bjerglandskab by the way ændrer sig til bare sådan lige!

Alt i alt forstår jeg simpelthen ikke de bevæggrunde, der har ligget bag denne film. Hvis det havde været fordi man var ligeglad med de historiske omstændigheder, skulle man så ikke have ladet være med at kalde den for 10.000 f.Kr og istedet lavet en slags tidløs fantasyfilm? Det navn lægger da alt andet lige op til bare en smule autencitet. På den anden side er hele plottet så tyndt som det lag fernis, der dækker mine gulvbrædder og skuespillet så opsigtsvækkende ringe hele vejen igennem, at det ikke en gang kan udgøre selv den dårligste undskyldning for at se stort på historiske teknikaliteter, som man sagtens kan tilgive lang bedre film for at gøre - i dramaets navn.

Mine bryster er som sagt ikke blevet kortere af at have set denne film, så hvis du gerne vil undgå de karakteristiske "våde sokker med en fem-krone i enden-formede" bryster - også hvis du er mand - så gå en lang bue udenom 10.000 B.C.! Men gå for guds skyld ikke glip af Nationalmuseet! Det er endda gratis, så der er ingen undskyldninger. Og det er faktisk spændende!

I går var jeg inde i Go' aften Danmarks studier sammen med Etta Cameron, Geo og Joan Ørting.

Hvis det lyder som en surrealistisk drøm (for nogle måske et mareridt, hvad ved jeg?), så er det ikke langt fra, hvordan jeg selv opfattede situationen, selvom det var den skinbarlige virkelighed hele aftenen igennem. Men det var helt igennem en mega sjov oplevelse, især da Etta gav et nummer nede i Banegårdshallen sammen med The African Choir og folk stimlede sammen, som var de blevet betalt for det.

Jeg gav endda Joan Ørting en flyer omhandlende den fantastiske Etta Cameron koncert jeg, gennem mit praktiksted, er med til at arrangere på søndag. Mon hun dukker op?

Og mon DU dukker op?

Jeg har en tilståelse, som jeg ikke engang ved, om det er en rigtig tilståelse...

Jeg er nemlig helt tosset med at måle ting. Det slog mig lige for et par minutter siden, da jeg stod og kokte æg til madpakken i morgen og ikke kunne lade være med at nedsænke et stegetermometer i gryden for at kunne følge med i vandets temperatur. Bare for spændingens skyld.

Jeg er altså tosset med at måle ting, der på den ene eller anden måde er målbare. Jeg bryder dagligt min hjerne med store spørgsmål som: Hvor lang er min sofa i grunden? Hvor meget vejer min et-binds Danmarkshistorie? Hvor mange minutter tager det mig at spadsere hjem fra arbejde og kan jeg monstro klare turen hurtigere end i går? Hvor varmt er det varme vand, der kommer ud af hanen egentlig? Hvor meget vejer min vandrerygsæk med fuld oppakning lagt sammen med vægten af teltet, soveposen, guitaren og alt det andet lort jeg slæber med mig på ø-lejr? Hvis jeg drikker en halv liter vand, tager jeg så umiddelbart et halvt kilo på? Hvad er min temperatur, når jeg ikke har feber? Og jeg kunne simpelthen blive ved...

Nyttige remedier har jeg i mit målebånd, almindeligt termometer, stegetermometer, udendørs/indendørstermometer, ur, timer og stopur i mobilen og badevægten, der kan veje meget andet end mennesker... Og det er altså ikke fordi jeg skal bruge de emipiriske data til noget som helst, det er bare for at stille min egen nysgerrighed omkring omverdenen.

Det store 10.000 kroners spørgsmål er så: Er jeg en freak? Eller burde jeg bare i virkeligheden have valgt en god, gammeldags naturvidenskabelig uddannelse, hvor alt kan måles og vejes og sættes ind i skemaer? Svar udbedes!

(SVAR: Min sofa er 2 meter lang. Danmarkshistorien vejer 1945 g. Jeg kan gå hjem fra arbejde på 46 min. Det varme vand er 51 grader. Kan ikke huske, hvad oppakningen vejede sidst jeg skulle på Femø, men den skal klart vejes igen i år! Jeg tog 700 g. på, af at drikke en halv liter vand på 2 minutter og fik umiddelbart efter en lille smule kvalme. Min temperatur her til aften er 37,2 grader.)

Det kan da kun være i umiddelbar nærhed af et humanistisk fakultet, at man kan finde så "sofistikeret" grafitti som "FOUCAULT ER BØSSE", som det så fint står skrevet med megastore, knaldrøde bogstaver på den værkstedsagtige bygning lige overfor det nye KUA i Njalsgade.

Jeg har i længere tid bidt mærke i denne spøjse ytring de gange jeg har været på vej til ovenstående udannelsesinstitution, og synes det er interessant at overveje, hvilke mekanismer hos en sikkert ellers tilforladelig humaniora studerende, der har fået ham (det MÅ være en mand!) til at skrive sådan en sætning i byens rum?!?

Mine tanker går i retninger af en netop udklækket cand.mag i et eller andet über-teoretisk fag (vi kunne kalde det historie...), der efter at have afleveret sit speciale, har samlet al sin indestængte frustration over denne nærmest uforståelige franske teoretiker og de mere eller mindre vellykkede bestræbelser på at forstå hans tekster. Herefter er turen gået til Beckmann farvehandel på Amagerbrogade, hvor der er blevet peget på blodrød på farvekortet, hvorefter den uskyldige bygning i nattens mulm og mørke er blevet dekoreret til stor morskab for os andre, miljøskadede humanister.

Det sjove er jo egentlig, at udsagnet i al sin enkelthed er sandt (selvom, der selvfølgelig ikke findes nogen sandhed, det har jeg jo lært af selvsamme teoretiker!), så i virkeligheden er det op til den enkelte at tillægge det en negativ eller positiv betydning. Måske er det ment som en homo-hyldest til en skelsættende teoretiker, måske som en "til helvede med den franske bagbordsindianer af et fucked-up sludrechatol - jeg er færdig med Uni. og skal ud i den virkelige verden (og være arbejdsløs)"?!?!

Uanset, så har det jo sat gang i nogle tanker hos mig og måske var det det, gerningsmanden ville fra starten...?

I dag har jeg for første gang i mit liv afmeldt en eksamen. Det er en, for en pligtopfyldende og ambitiøs studerende som mig, relativt stor psykisk belastning.

Når det er sagt, så skal det lige forklares, at afmeldingen skyldes mit praktikophold, som først slutter en gang i august, hvilket betyder at jeg først kan aflevere praktikrapport til næste semesters eksamener, altså ved juletid. Så i realiteten bliver jeg slet ikke forsinket eller noget, men i min lille hjerne var det vildt mærkeligt og helt vildt svært at gøre.

Jeg vil jo bare gerne have det hersens overstået, for filans! Angsten for at sidde med 2 eksamener til jul er klart tilstedeværende (den 25 siders praktikrapport jeg aldrig fik skrevet mens tid var PLUS en 25 siders diskussion af den postkoloniale, feministiske teori og historiesyn... Eller noget!). Men jeg vidste alligevel ikke, at jeg var SÅ neurotisk... Det må være bivirkningerne af, at læse på normeret tid.

Burde man egentlig ikke få forhøjet sin SU betragteligt, i disse "stress dig gennem uddannelsen, min unge ven"-tider? Eller har de 5 "fjumreår" (jeg har aldeles ikke fjumret!) inden jeg startede, allerede forpurret mine chancer godt og grundigt? For jeg kan love dig, Bertel, jeg skal gøre mit bedste for at skrive den praktikrapport i min sommerferie. Men hvis nu det bliver godt vejr denne sommer?!?!

Er det bare mig eller er det ufrivilligt morsomt, at man på hjemmesiden for Luthersk Mission i Danmark (www.dlm.dk) , kan ansöge om en missionärstilling? Man kan välge mellem flere dejlige missionärstillinger, bl.a. i Peru, Tanzania, Etiopien eller Cambodja.

Og hvis du har brug for mere information om missionärstillingerne, ja så har de sågar også et telefonnummer du kan ringe til! Du kan også skrive en (lummer?) mail til dem...

Og jeg som troede at de såkaldte "glade kristne", dvs. kristne, der insisterer på at mödes i deres egne frikirker og synge glade sange om, hvor glade de er for at väre glade kristne, var lidt af nogle snerper, men der kan man bare se... 

Er det bare mig eller modarbejder Thomas Blachmann og Remee bare totalt Lina Rafn i X-Factor?

Bortset fra Remees hjemsendelse af den gode Frederik, så virker det som om de to mänd ofte er rystende enige, mens Lina hver gang skal kämpe for sin sag, sine artister og valg af musik. Jeg fornemmer drama i dommergruppen, og det har der väret siden de begyndte. Og nu ved jeg, at der er potentiale for at jeg får godt og gammeldags på puklen for dette jeg nu vil skrive, men det har til alle tider väret sådan at mänd favoriserer mänd, mänd giver mänd de fede job, mänd giver mänd lönforhöjelser, mänd giver mänd forfremmelser, mänd giver mänd de rosende ord med på vejen, mens kvinder skal kämpe som gale, for at opnå de samme privilegier som mänd - de skal ikke alene väre lige så dygtige som mändene, de skal faktisk väre endnu bedre. Vi snakker om "male bonding" og tro ikke at "sådan var det måske en gang, nu er vi kommet meget längere". Pröv at läse dette uddrag af Lars Einar Engströms bog "En Mandschauvinists Bekendelser" og vurder selv, om disse svenske eksempler ikke også kunne gälde det dansk erhversliv.

Men for at komme tilbage til X-Factor: Måske er jeg dybt urimelig og måske er mine briller så farvede af det unävnelige f-ord, at jeg ikke kan se ud af dem längere, men det irriterer mig, at de to herrer altid skal sidde og väre så pisse kloge og nästen altid enige om, hvor dårlige Linas artister er. Måske skyder jeg helt forbi, Remee smed jo trods alt Frederik ud da det kom til stykket, men alligevel... Jeg synes det lugter langt väl af rendyrket banalisering af Linas arbejde fra Blachmanns side. Måske fordi hun er kvinde, måske fordi han bare ikke kan lide hende og hendes artister og måske fordi hun fra starten blev forfordelt ved at skulle bestyre segmentet med grupperne, klart den del, der havde färrest kompetente deltagere (Med al respekt for Voca Loca, jeg synes I er dejlige). Jeg ved det ikke. Men der skal klart forskes i det de näste fredage foran flimmeren. For videnskabens skyld, ikke min egen.

(Og undskyld at jeg kommenterer på noget så latterligt som et reality-amatör-sangtalentshow, men fuck, hvor er det dog medrivende!)

Engang for mange år siden, da jeg var på ferie med mine foräldre på, vistnok, Kreta köbte vi et lille glas Nutella. Ikke noget videre specielt köb, hvis ikke det havde väret for at selve glasset, når man altså havde spist Nutellaen der var i det, kunne leve selvständigt videre som drikkeglas med fine Homer Simpson-motiver hele vejen rundt. Dette glas transporterede jeg hele vejen med hjem fra ferieparadiset og jeg har haft det stående i mine forskellige kökkenskabe sammen med alle de andre, mere almindelige, drikkeglas og kopper.

Jeg har mest brugt min niece som undskyldning for at beholde glasset, for hun synes jo det er så sjovt at drikke af et glas med et sjovt motiv. Jeg plejer altid at give hende det glas, når hun er på besög hos mig og hun plejer altid at kommentere på at det er "Simsom", som er på hendes mälkesjus.

I virkeligheden så var jeg rigtig glad for det glas. Man kunne fölge en Donuts vej fra Homers hånd til hans mund. Det havde en perfekt störrelse, ikke for stort, ikke for lille, bare helt tilpas. Og så var det jo pänt at se på!

Men nu er glasset ikke blandt os längere. Forleden formåede jeg vha. en tre-trinsstige, der vältede fra sin sammenklappelige position op ad väggen, at smadre det ud over hele gulvet. Der rög også et par IKEA-tallerkener med i köbet, men dette er jo intet at regne sammenlignet med Homer Simpson-glasset! Jeg savner det lidt og burde nok i virkeligheden se at blive voksen i en gevaldig fart.

Men öv!

Man skal ikke undervurdere erfaringsrapporten som litterær genre. Jeg sidder lige nu og skal skrive om mit ophold i Stockholm sidste år, og først troede jeg egentlig, at det var en ren "pain in the ass"-opgave, indtil jeg fandt ud af, at det faktisk er en glimrende måde at udleve den lille drøm om at skrive rejseguides/være anmelder, som vi jo alle har i maven.

Det betyder altså: Jeg kan spille pisse klog, på grænsen til det bedrevidende og decideret irriterende - lige hvad jeg altid har drømt om! Jeg kan give introduktionsforløbet på Stockholms Universitet en ordentlig sviner, fordi det var så mega dårligt og totalt spild af tid - hvad jeg aldrig fik gjort dengang jeg gennemlevede det. Og jeg kan lege lækker og flette alle mine svenske termer ind i rapporten på må og få - helt berettiget, da de stakkels udvekslingssøgende mennesker, der sandsynligvis aldrig kommer til at læse rapporten, jo ikke kan planlægge deres Sverigesophold, uden at vide hvad f.eks. et klippekort hedder på svensk! (Busremsa)

Positiv indstilling kører, så skal jeg bare lige have skrevet rapporten...

Når man en (alt for) sjælden gang får forvildet sig ind på sin egen blog, og opdager, at sidste indlæg er fra d. 18. december og omhandler "Nøgen Singstars" (af alt i hele verden), så er det på tide at græmme sig, bøje hovedet i skam ned over tasaturet og forfatte et nyt indlæg.

Så det vil jeg gøre. Med en energi, som kun en overstået mundtlig eksamen kan udløse, især når resultatet var et, i min verden, næsten uopnåeligt flot ciffer. Man kan faktisk gå så langt som at sige at det rent praktisk ikke kunne blive bedre og at jeg da den ondelynemig lige fik inviet den nye, mærkelige, karakterskala med et brag. (Ja, jeg fik 12!)

Så langt, så godt. Nu venter praktikstilling og alt, hvad der hører med af bureakrati, som i ansøgning om forhåndsgodkendelse hos studienævnet, praktikkontrakt osv. Og så den lille detalje, at man skal være ude i mindst 5 måneders praktik, før man kan få meritoverført 30 ECTS point. Et eller andet sted ville jeg så mene, at det ville være en klar fordel, at kommunikere dette ud til de studerende, evt. på dette hersens hypermoderne nye medie de kalder "indernettet", så de i forvejen noget forvirrede studerende ved dette INDEN de planlægger og aftaler varighed af opholdet med praktikstedet.

For jeg har sendt en ansøgning afsted om 4 måneders praktikophold, som venlig dame fra studiekontoret fortalte mig kun rækker til 15 ECTS. Jeg skal indrømme, at jeg ikke er 100% sikker på, at disse oplysninger ikke ligger nogen steder på nettet, men for silvan da, hvor har jeg læst meget om praktik på de forskellige hjemmesider, og mon ikke jeg ville have husket på sådan en vigtig oplysning, hvis jeg havde stødt på den? Det er ikke til at sige, men jeg klarer mig nok alligevel. Mit praktiksted lød ikke ligefrem kede af det, da jeg ringede og tilbød endnu en måneds gratis arbejdskraft...

Og i søndags bagte jeg fastelavnsboller for første gang i mit liv, og de blev mega lækre med marcipanfyld og alt muligt! Og jeg har lært at lave lækker japansk yakiniku, som er meget tynde oksekødsstrimler marineret i japansk soya, porrer i meget tynde skiver, hvidløg, sesamfrø og lidt ingefær - derefter stegt på pande. Prøv det, prøv det - det er sindsygt godt og kan også laves med kylling. Så hedder det vistnok yakitori. Uhm!

Og så er den gode Maccen flyttet ud af Lesbo Joint, så A og jeg nu har dobbelt op på plads, men minus en 1/3 på samtalepartnere (når du altså var hjemme). Jeg kommer nu ikke til at savne din sure mælk i køleskabet! Den har vi lige hældt/skrabet ud af kartonen... Tak for det ;-)

Og så er jeg begyndt at spille Guitar Hero på medium niveau istedet for easy. Ja ja, kom ikke og sig at jeg ikke tager imod udfordringer og rykker mig i mit liv... Men jeg synes nu stadig det er forbandet svært...

Hvad gør man, når man sådan set er på vej ud i badet, dvs. ikke har en trevl på kroppen, men så alligevel bliver lokket til at synge endnu en omgang Singstars, som jo ikke bestiller andet end at friste med dejlige svenske schlagerhits?

Man opfinder en ny sportsgren: Nøgen Singstars!

Så er det sagt, ude af skabet, afmystificeret: Ja, jeg har sunget Singstars nøgen. Jeg er ikke stolt af det, men hva' fanden, folk er sgu så perverterede nu om dage. Så længe ingen kom til skade... (Jeg kan i denne forbindelse berolige jer med, at gardinerne VAR trukket ned, ingen (n)øjenskade sket!)

Jeg ved ikke om der er nogen, der har prøvet det samme som jeg oplevede i dag, men fuck, hvor er det pinligt!

I to dage havde det trådløse netværk ikke virket på A's bærbare, men det virkede fint på min computer vha et LAN-kabel. Så vores konklusion var altså at det var det trådløse signal der var noget galt med, og som følge heraf ringede jeg til TDCs teknikkere, så de kunne "rette deres fejl!".

Efter den første lange telefonsamtale uden resultat, ringede en anden TDC teknikker mig op, og det var så et stykke tid inde i denne samtale at det simultant gik op for A og mig, at der forrest på hendes computer sidder en lille knap, hvorfra man kan slå det trådløse netværkskort til og fra, og at der sjovt nok ikke havde været lys i denne knap de sidste 2 dage...

Så med et lille tryk på knappen begyndte den atter at blinke orange og computeren kunne gå på nettet igen! Tak til TDCs tålmodige medarbejdere og undskyld, undskyld, undskyld fordi jeg spilder jeres tid og bare fatter brik!

Så er jeg hjemme fra smuttur til Stockholm. Nu uden mobiltelefon. Den blev stjålet fra min jakkelomme på en bar i Stockholm. Tak for lort! Det er ikke så meget det at jeg har mistet min telefon, den var gammel, slidt og lidt i stykker, det er mere tabet af billeder og videoklip (f.eks. af min lille niece) som lå i den og ISÆR alle de telefonnumre på venner og familie, som jeg skal ud og "hente ind" igen, som er pisse irriterende...

(Og jeg har stadig den dér gyngende fornemmelse fra færgeturen Helsingborg-Helsingør i kroppen, det er lidt ubehageligt, og min Mulleberg kommer først hjem fra Sverige på søndag) ØV!

Efter flere gange at have haft gæster på min simple blog, som udtrykker undren over hvad denne hersens side egentlig er for noget, så vil jeg hermed udsende en erklæring:

1. Dette er, hvad man på godt gammelt dansk kalder en blog. Det er MIN blog og JEG bestemmer hvad den skal hedde og hvad jeg vil skrive på den. Og du kan lige vove på at kalde den for "noget mærkeligt noget" en gang til! Jeg kalder den Det Stockholmske Blodbad, fordi jeg engang for længe siden legede universitetsstuderende i den svenske hovedstad.

2. Hvis du skal skrive opgave om Det Stockholmske Blodbad, så se for helvede at få fingeren ud af røveren, træk dine bukser OP OVER hofterne og spæn ned på det nærmeste folke-/skolebibliotek og lån en BOG om emnet! EN BOG SIGER JEG TIL DIG! Du sidder da vel ikke her og søger oplysninger på nettet og citerer wikipedia til en skoleopgave? VEL?!?! For så vanker der eddermame slag, kammerat! Af den gammeldags "sorte skole"-slags - med pegepinden over håndryggen.

(Måske jeg i virkeligheden bare skulle skifte navn på bloggen, så de stakkels små skolebørn ikke farer vild på den store, stygge og tilmed svenskofile lesbians blog? Eller også fortjener de en lærestreg og en tvungen tur til biblioteket (og en olfert), jeg kan ikke bestemme mig...)